Michael Ondaatje: Warlight/ Krigslys

Pludselig skulle hun af en eller anden grund afsted tidligere end planlagt. Min søster gik ud på badeværelset og sminkede ansigtet kridhvidt, så satte hun sig på knæ øverst på trappen med sin udtryksløse maske, stak armene rundt om stængerne i gelænderet og ville ikke give slip. Nede ved hoveddøren tog jeg vores mors parti i et skænderi med Rachel hvor vi prøvede at overtale hende til at komme ned til os. Det var som om vores mor havde arrangeret tingene sådan at der ikke blev nogen tårevædet afsked.

Jeg har et fotografi af min mor hvor man næsten ikke kan se hendes ansigtstræk. Jeg genkender hende alene på holdningen, noget i måden hun står på, selvom billedet er taget før jeg blev født. Hun er sytten eller atten, og billedet er taget af hendes forældre ved bredden af floden i Suffolk. Hun har svømmet en tur, taget sin kjole på igen og står nu på et ben med det andet ud til siden for at tage en sko på, hun har bøjet hovedet så hendes lyse hår dækker for ansigtet. Jeg fandt det mange år senere i gæsteværelset blandt de få minder hun havde besluttet ikke at smide væk. Jeg har det stadig på mig. Denne næsten anonyme person, i akavet balance, i et forsøg på ikke at falde. Allerede dengang inkognito. (side 15-16)

 

Then suddenly she had to leave, for some reason sooner than expected. My sister went into the bathroom and painted her face a blank white, then knelt with that emotionless face at the top of the stairs and circled her arms through the railings and would not let go. By the front door I joined our mother in an argument against Rachel, attempting to persuade her to come downstairs. It was as if our mother had arranged things so there would be no tearful goodbyes.

There’s a photograph I have of my mother in which her fea­tures are barely revealed. I recognize her from just her stance, some gesture in her limbs, even though it was taken before I was born. She is seventeen or eighteen, and snapped by her parents along the banks of their Suffolk river. She has been swimming, has climbed into her dress, and now stands on one foot, the other leg bent sideways in order to put on a shoe, her head tilted down so that her blond hair covers her face. I found it years later in the spare bedroom among the few remnants she had decided not to throw away. I have it with me still. This almost anonymous person, balanced awkwardly, holding on to her own safety. Already incognito.

 

De er vant til at følge hans tanker på strejftog som når han graver et citat af John Clare frem hvor “sjaggerne pludrer i akaciens løv” eller reciterer et digt af Thomas Hardy om hvordan små dyr blev tilintetgjort på de omkring halvfjerds marker hvor slaget om Waterloo blev udkæmpet:

Muldvarpens tunnelkamre mases under hjul,

lærkens æg er spredt, forældrene jaget væk

og pionererne bryder seglet for pindsvinets skjul.

Sneglen hører støvletramp og søger ly i sit hus,

men forgæves, fælgen knuser ham med et knæk

Hvad sker der deroppe, spørger ormen konfus

og snor sig mod dybet langt fra krigens skræk

og tror sig sikker … (side 235)

 

They are accustomed to his roving mind, as when he unearths the John Clare line where “fieldfares chatter in the whistling thorn,” or recites a poem by Thomas Hardy about the devastation to small animals on the seventy or so fields where the Battle of Waterloo was fought.

The mole’s tunnelled chambers are crushed by wheels,

The lark’s eggs scattered, their owners fled;

And the hedgehog’s household the sapper unseals.

The snail draws in at the terrible tread,

But in vain; he is crushed by the felloe-rim.

The worm asks what can be overhead,

And wriggles deep from a scene so grim,

And guesses him safe. . . .

 

 

Andreas Maier: Der Ort/ Stedet

Stedet, gaden, huset, værelset, for nylig sagde jeg til mig selv, nu tager du det hele, din hjemstavn, hele Wetterau, din familie og din opvækst mellem gravsten og stenbrud, du sætter dig ned i din onkels værelse, og ud af alt dette skaber du dit sidste værk, et værk som du skriver videre på indtil du dør, og dette værk skal du kalde Omfart, opkaldt efter den omfartsvej som nu fører uden om stedet du kommer fra og som man stadig ikke kan køre på selv om de efterhånden har arbejdet på den i tre år, og godkendelsen, sådan et dejligt ord, var over fyrre år undervejs og egentlig har fulgt mig hele livet.

Da jeg var femten, gik jeg sammen med datteren til indehaveren af Bindernagels boghandel på Kaiserstraße over markerne fra Friedberg til Ockstadt og Hollarkapellet, og hun, boghandlerens datter, sagde, de er ikke rigtig kloge, lige her på engen hvor vi lige har gået, vil de idioter bygge en vej, det var i 1983. (side 3)

 

Der Ort, die Straße, das Haus, das Zimmer, neulich sagte ich mir, du nimmst jetzt alles, deine Heimat, die ganze Wetterau, deine Familie, deine Geschichte zwischen Grabsteinen und Steinbrüchen, setzt dich ins Zimmer deines Onkels und machst daraus dein letztes Werk, ein Werk, das du so lange weiterschreibst, bis du tot bist, und dieses Werk wirst du Ortsumgehung nennen, benannt nach der Ortsumgehungsstraße, mit der sie deine Heimatstadt jetzt umgehen und auf der immer noch nicht gefahren wird, obgleich sie schon drei Jahre daran bauen und die Genehmigung, ein schönes deutsches Wort, sich über vierzig Jahre hingezogen und eigentlich mein ganzes Leben begleitet hat.

Als ich fünfzehn war, lief ich mit der Tochter des Besitzers der Bindernagelschen Buchhandlung auf der Kaiserstraße über das Feld von Friedberg nach Ockstadt und zur Hollarkapelle, und sie, die Tochter des Buchhändlers, sagte, es sei doch Wahnsinn, genau hier, wo wir gerade über die Wiese liefen, wollten die Verrückten eine Straße hinbauen, das war 1983.

 

Fernando Vallejo: Mi hermano el alcalde / Carlos du som er borgmester

Men tilbage til Támesis. Langt herfra, langt ude i bjergene som jeg sagde før, ligger Támesis, Antioquias stolthed. Byen rejser sig på et plateau gravet ud med hakke og skovl midt på en bjergskråning under en falmet blå himmel – når den ikke er dækket af skyer, og det regner på høgene. Jeg kender ikke nogen smukkere by, og jeg har ellers rejst meget. Jeg har været helt i Kirgisistan. Og så har beboerne sådan en forkærlighed for lykke! I Támesis vil alle gerne være lykkelige. Problemet er bare at den enes lykke kommer i vejen for den andens lykke. De kortslutter, og så har vi balladen.

Jeg lærte Támesis at kende i en alder af syv år. Eller rettere sagt da jeg var syv, og byen var halvfjerds, for dengang var byen allerede i halvfjerdserne ligesom jeg er nu. Som tiden dog går og bringer unge og gamle sammen! Som livet dog går lige så stille uden at vi lægger mærke til det. Vi var børn, Darío, Aníbal og jeg. Darío og Aníbal var mine to første brødre. Senere fik jeg flere, en snes stykker i alt, men den vigtigste her er Carlos, den femte. (side 10-11)

 

Pero volvamos a Támesis. Perdido en las montañas que les digo, ay tan lejos de aquí, bajo un cielo de azul desvaído cuando no cargado de nubes que se sueltan en lluvia mojando a los gavilanes, en un terraplén abierto a pico y pala en plena falda se alza Támesis, orgullo de Antioquia. Pueblo más bello no conozco, y miren que he viajado, he estado hasta en Kirgidstán. ¡Y con una vocación para la felicidad! Allá todos quieren ser felices. El problema es que la felicidad de los unos choca con la felicidad de los otros, hacen cortocircuito y se arma el pleito.

A Támesis lo conocí de niño, a los siete años. Quiero decir, siete míos y setenta de él pues él ya era un pueblo como soy yo ahora, setentano. ¡Ah, cómo junta el tiempo con su transcurrir a los niños con los viejos! ¡Cómo se nos va la vida, tan sin darnos cuenta, tan callando! Niños éramos Darío, Aníbal y yo. Darío y Aníbal, mis dos primeros hermanos. Después tuve otros, una veintena, pero el que aquí cuenta es el quinto, Carlos.

Neel Mukherjee: The Lives of Others / De andres liv

Suranjan træder ind i den sjældent benyttede salon i stueetagen med LP’en i sine svedige hænder, han presser den mod sin spinkle brystkasse som om han vogtede udødelighedens eliksir. Da han drejede ind på Basanta Bose Road kunne han høre Boro-kaki råbe til Buli at hun skulle komme ind fra verandaen. På dette tidspunkt hvor dagen er ved at gå på hæld er salonen forhåbentlig tom så han kan sidde uforstyrret, fordybet i stille koncentration, og lytte til pladen, Revolver, som han har lånt af sin ven Bappada efter at have tigget og bedt og snakket godt for sig i ugevis og endda have tilbudt penge som sikkerhed hvis LP’en skulle få ridser eller på en eller anden måde gå tabt. Han bliver nødt til at vogte den med sit liv. Det er ikke fordi det bliver noget problem, for lige siden han  hørte de sørgmodige strygere på ‘Eleanor Rigby’ og de jublende harmonier på ‘Taxman’, har han følt det som om han var vidne til sin egen genfødsel som et nyt væsen.

Pladen han holder i hænderne er ikke en LP, den er hans eget bankende liv. Den er det som al menneskehedenssmudsige gøren og laden er passeret igennem for at dukke frem som sandheden før syndefaldet. (side 29)

 

Suranjan walks into the seldom-used drawing room on the ground floor, the LP held in his sweaty hands, almost clasped to his thin chest, as if he were guarding the elixir of immortal life. From the entrance to Basanta Bose Road he has heard Boro-kaki call out to Buli to come in from the verandah. Hopefully, at this time of the day, about to fold into evening, the drawing room will be empty and he will be able to listen, uninterrupted inside the still centre of concentration, to this album, Revolver, borrowed from his friend Bappa-da after weeks of begging, wheedling, cajoling, even offering money as security against damage by scratching or accidental loss. He is going to have to guard it with his very life. Not that that is going to be a problem, for ever since he heard the mournful strings of ‘Eleanor Rigby’ and the jubilant harmonies of ‘Taxman’ he has felt as if he has watched his own rebirth into a new being.

The record in his hands is not an LP, it is his beating life itself. It is where all the soiled trade of human life passed through and emerged as prelapsarian truth.

Kulturjournalistik på dansk

himlen over wien

Trangen til at komme op i højderne og skue ud over den by, man besøger, kender de fleste.
Jo større og mere uoverskuelig en by er, desto voldsommere vil behovet for at komme op
i et tårn eller op på et højdedrag være. Det handler måske om at genvinde overblikket,
om at modvirke angsten for at forsvinde i det ukendte og uoverskuelige. På en bakketop
er man bogstavelig talt ovenpå igen. Denne trang kan man også få afløb for på en tur
til Cobenzl og det, der kalder sig der Himmel og selvfølgelig ligger for enden af Himmelstraße.
Hele herligheden ligger på vej op til Kahlenberg nær Grinzing i Wiens nordvestlige udkant.
Man kører derop ad en rigtig bjergvej, Höhenstraße, som blev anlagt i 1930’erne af den
austrofascistiske stat som en demonstration af magt og potens.

(Wien – vide verden, Aarhus Universitetsforlag 2013, side 215)

Rejsejournalistik på tysk

Für mich geht es beim Wandern darum, sich der Natur, dem Wetter und der Unvorhersehbarkeit
überhaupt auszusetzen … Ich packe nur einige unbedingt notwendige Sachen in den Rucksack.
Darüber hinaus bin ich ganz zuversichtlich, dass ich finden werde, was ich brauche. Das Finden
ist überhaupt vom Wandern nicht wegzudenken. Ich muss jeden Tag den Weg finden, dann
Wasser, vielleicht Schutz vor einem Gewitter unterwegs, dann Lagerplatz und Brennholz.
Und irgendwie klappt es immer. Stehe ich einmal geografisch überfordert in einem Dorf, kommt
bestimmt einer daher, den ich nach dem Weg fragen kann. Oder der perfekte Lagerplatz taucht
plötzlich tief im Wald in der Nachmittagssonne auf. Immer wieder freue ich mich wahnsinnig
über diese kleinen Erfolge, die ich mit einer genaueren Planung niemals erleben würde.
So wandern wir, weil uns die Welt einlädt, loszuziehen in der Zuversicht, fündig zu werden.

(Leder i trekking-Magazin 5/2015)